The Magnificant Mile
Ja, gaden hedder egentlig North Michigan Avenue, men er kendt som The Magnificant Mile. Her viser de store, amerikanske og international kæder virkelig hvad de formår.
Butikkerne står skarpt, personalet er på stikkerne og man gør alt for at promovere sit brand. Butikkerne ligger side om side eller inde i et af de store shoppingcentre som f.eks. North Bridge og Water Tower Place.
I Water Tower Place ligger bl.a. American Girls Place, hvor den gennemkonceptualiserede butik tilbyder alt til dukkerne - inklusiv frisør og makeup. Ralph Lauren ligger her naturligvis også. Her kan man foruden at købe "the all American casual clothing", også spise i een af de få Ralph Lauren restauranter, der findes i verden.
Georg Jensen lå engang også på gaden, men er nu lukket, og så er der ellers frit slag mellem Apple Store, Forever 21, under Armour, Neiman Marcus, Nike Town, Armani, Chanel, Burberry og Carter and Barrel. Flot, imponerende men ikke overraskende.
Armitage Avenue og Old Town
Når der kommer penge til et område, sker der noget med butikslivet - se på Elmegade, Strandvejen i Hellerup og Istedgade. Små butikker med kant, cafeer, delikatessebutikker og - ikke at forglemme coffeeshops shops. Sådan er Armitage Avenue og Old Town. Et område, der er blevet gentrificeret og hvor arbejderne er blevet fortrængt af " det gode liv".
Man kan forlyste sig i en butik, der sælger svensk snus eller gå på oplevelse i en verden af hjemmelavede chokolader.
Oakbrook Center
Oakbrook Center er også et symbol på livet i forstæderne. Med 180.000 m2 og omkring 160 butikker og restauranter er man også her sikker på mange timers underholdning. Centret er åbent og breder sig over et meget stort område. Når vejret er godt, er her rigtig rart at være.
Blandt de største butikker finder vi tre stormagasiner, Apple Store, Microsoft, Barnes & Noble og Williams Sonoma.
Apple Store Michigan Avenue
Apple Store på Michigan Avenue ligger i en imponerende bygning, som mest af alt ligner en glasboks og har en skøn udsigt lige ned til vandet.